13. Apr. 2011

 

Hmmm, må hellere lige få opdateret nysgerrige sjæle hjemme i DK. Nå, hvad er der så sket, og hvorfor skriver jeg først nu....?

Jeg har været fuldstændig opslugt af at læse Harry Potter.....igen. Hæ. Det har været helt vildt dejligt at kunne sætte sig ned midt på dagen og tage et par kapitler. Jeg nyder det i fulde drag. Desværre var det mega nederen, da jeg var færdig med dem og måtte så se mig om efter noget andet at læse i. Louise sagde, jeg skulle prøve Twilight, som jeg arvede fra Jannie. Er desværre blevet fuldstændig opslugt af den, og har investeret i alle bøgerne og filmene. Tak til Jannie....

I januar havde vi besøg af Kathrine og Alexander. Det var rigtig hyggeligt og de to små gutter nød at have en legekammerat. Desværre var jeg syg et par dage, men det tog Kathrine ikke så tungt. Så ordnede hun vasketøj mm. Hyggeligt hyggeligt, når folk føler sig hjemme. I februar kom så Martin, Tine, Naja og Klara. Det var også helt vildt dejligt at se dem igen. De tog midt i ferien til Orlando og fandt ud af, at bor man på Hard Rock Hotel, jamen så kommer man ind i Harry Potter land en time før alle andre. OG får express billetter. Lige værd at overveje. Martin købte en bue, mens han var her og det fristede i høj grad Jesper, der nu også har sin egen bue. Martin og Tine havde desuden den glædelige nyhed, at de bliver en mere i familien til september (når vi kommer hjem til DK). Jubbiiiii. I marts kom Frank, Louise, Nathalie og Sebastian. Frank og Louise skulle se på huse herovre. Vi var så heldige, at de faldt for nabohuset, som jeg desværre endnu ikke har set indvendig. Men vi tror det bliver hyggeligt og dejlig nemt, at de bor så tæt på.

Vejret er blevet pyh ha, rigtig varmt. Vi har i denne tid mellem 27 og 32 grader. Poolen følger godt efter og er 29 grader. Nice. Børnene kan lokkes i den igen, men desværre bliver Marius hurtigt snottet af det. Jeg tror det går væk med tiden. Vi har også lige startet aircon. igen og det skal de også vænnes til. Jeg har fået plantet en masse roser i gule og lyserøde farver omme ved poolen, og nu mangler jeg så bedene foran huset. Vi er i denne tid ved at gå påskeamok, genboen vinder igen på udsmykningen. Jesper har fået købt en klip-kanterne-fuldstændig-lige så han kan følge med de andre i nabolaget, og vi har ikke den grimmeste have længere. Der er rigtig mange flotte farver i naturen herovre og en masse planter og blomster, som jeg ikke kender hjemmefra. For to dage siden fandt Zorro en skildpadde lidt større end en middagstallerken i haven. Jeg nåede at fange den med kameraet, men tror altså ikke, de er så langsomme, som de giver sig ud for.

Tvillingerne bliver så selvstændige. Vi fangede dem en dag i at sige, at nu kører vi en tur. Hmmm, jeg sad på terrassen og Jesper gik rundt ved poolen. Inden vi nåede at forstå, hvad de lavede, havde de hapset bilnøglen i skuffen og sad ude i bilen og havde puttet den i tændingen og der var blevet trykket på en masse knapper. Ok, så fandt vi så et nyt sted til nøglen. Så lærte vi det. Bilen viser nu ikke længere, hvad der sker bagved, når vi bakker, så vi skal muligvis have den hen til Honda værkstedet. Godt så. De taler en del engelsk med hinanden, når de leger alene og det sjove er, at når der er et ord de kender på dansk men ikke engelsk, ja så siger de det på dansk, men udtaler det med udpræget sydstatsaccent. Hæhæ.

Lucas har været hos lægen og fik konstateret øreinfektion i begge ører. Han er nu ovre det, men er begyndt at hoste lidt igen. Han er simpelthen så kær. Vil gerne have en undskyldning for at grine. Og er i de sidste uger blevet meget morafhængig. (Er da lidt dejligt at være så wanted hehe). Han kan sidde nu. Desuden sidder han på knæ på alle fire og vrikker med måsen og gør antræk til at kravle. I løbet af den sidste måned er der skudt 5 tænder frem og man må sige han får det samme Vesterby-smil som de andre.

I påsken har vi planer med nogle af naboerne. Vi skal til egg-hunting og så bare drikke nogle øl - tror jeg. Nogle mennesker herovre fejrer påsken med at stille kæmpe kors i haven med lilla bånd på og langfredag bliver det så sort bånd.

Jesper er blevet instruktør og skal snart starte i en anden enhed. Pyh, så kan han slappe lidt mere af med resten af familien. Vi har dog taget lidt forskud på afslapningen med at bade i poolen, når børnene var puttet om aftenen. Så hyggeligt med tændte poollys og en dejlig rolig aften. Det er lidt som at være på ferie, bortset fra, at man der ikke kan gå fra sine børn, når de er puttet. Det kan vi her. Hilsen Henriette - på en ferie vi ikke skal hjem fra.